Non Stop Rock’n’Roll – Antenna [dk]
WIG WAM - Non Stop Rock n’ Roll
5 / 6
Wig Wam blæste mig omkuld, da jeg hørte singlen ”In My Dreams” tilbage i 2005. Nordmændenes to første albums fik mit anlæg på overarbejde, og det ville være løgn, hvis jeg sagde, at mine forventninger til bandets tredje plade ikke var urimeligt høje.
Wig Wam’s mix af glam rock og traditionel skandinavisk AOR har tidligere været fremført med fokus på den vanedannende melodi og store omkvæd. Det er i grove træk også trækplasteret på Non Stop Rock n’ Roll, dog virker albummet en kende hårdere – ikke tungere bare mere ’derudaf’.
Det, som til stadighed imponerer mig, er gruppens evne til at skrive sange, som er så uhyrlig fængende. Der er ikke bare tale om tre eller fire singlekandidater, som sidder lige i skabet. Det er hele albummet, som sætter sig urokkelig fast efter usandsynlig få gennemlytninger. Det kan lyde monotont og Kiss-agtig, men det er det faktisk ikke, for der er stadig gjort plads til finesser, kreative c-stykker og produktionsmæssig opfindsomhed.
Non Stop Rock n’ Roll er Wig Wam’s stærkeste album til dato.
Review by Kristian Døj, Antenna 30.01.2010
www.antenna.nu







